Frihed – i en anden form

Frihed. Vi får virkelig mærket det ord hernede i Spanien for tiden. For præcis en uge siden blev vi alle lukket ud. Eller lukket ud med restriktioner (hvornår og hvor langt). Som tidligere nævnt så er min lille by fritaget for tidsrestriktioner, men der er stadig begrænsninger på, hvor langt vi må bevæge os.

Sidste lørdag fik alle i Spanien lov til at gå udenfor for at dyrke motion. Og samtidig kom der en masse varme. Så lørdag morgen kunne jeg ikke komme ud hurtigt nok, da jeg vågnede. Jeg fik mit tøj på, musik i ørerne og så var jeg på vej. Den følelse af at kunne vende tilbage til min motionsform var nærmest euforisk. Jeg måtte knibe en lille tåre, da jeg gik af sted og resten af turen var sådan en af de ture, hvor glæden bare ikke forlod kroppen. Jeg gik 25 km på de første to dage 😄

Jeg kom op både mandag og tirsdag. Ja, mandag morgen gik jeg en tur med solopgangen, og jeg vil sige, at jeg har fået udnyttet min nye frihed til fulde. Cyklisterne prøver at finde glæden i at måtte cykle fra den ene ende af byen til den anden eller små 8 km op af bjerget. De glæder sig dog til noget mere frihed.

Men Spanien prøver altså nu at åbne op. Igår fandt jeg ud af, at det meste af Spanien nu går til fase 1, hvor du må bevæge dig frit i provinsen. Dog ikke i Malaga og Granada – og det er så her, vi bor. Det var lidt spøjst, for Cykelmyggen og jeg sad begge med følelsen af ikke at have fået en gave, vi ikke vidste, vi kunne få. Jeg troede, at det her med fri bevægelse i provinsen første ville komme i slutningen af maj. Men nej – for næsten alle andre så starter det på mandag. Altså jeg ville heller ikke vide, hvor jeg skulle bevæge mig hen – udover at Cykelmyggen ville forsvinde med sin cykel og vi nok ville udnytte at kunne handle andre steder end lokalt (godt mel og godt udvalg af mel og kokosmælk findes bare ikke her i byen).

Så vi bliver herude. Jeg går mine ture, Cykelmyggen finder nogle små bakker at træne på, og så følger vi godt med i udviklingen. Vi kan have vores frygt for, at friheden bliver taget fra os igen. Spanierne er et meget socialt folkefærd, og de lever langt mere uden for deres hjem end danskerne gør, så jeg kan frygte, hvad den her frihed gør ved folk. Jeg kan kun sige, at herude er folk generelt gode til at holde afstand, de fleste bærer masker (udleveret af rådhuset) og handsker. Men så tæt bor vi heller ikke her. Og vi er kun omkring 3500 indbyggere.

Men der er lørdag. Mine anden arbejdsfri weekend venter forude, solen skinner, fuglene synger. Så nu vil jeg gå en tur 😉