Året der gik…

For ja, det er efterhånden et år siden, at jeg har skrevet sidst. Så hvad er der sket? Tjah, livet.. det der liv, der har så travlt, men også bare er rigtig meget hverdag.
Først og fremmest fik jeg arbejde. I en helt anden branche end noget andet, jeg har prøvet før. Og det var meget og nyt, og det spiste hele min hjerne og overskud i et par måneder. I den først tid ville jeg ikke andet end at stirre ind i en hvid væg i mine weekender. Jeg var så træt og min hjerne så udmattet. Det går bedre nu. Altså min hjerne er stadig udmattet, for den arbejder hele tiden. Ikke med at forstå ny information, men for at få informationen til at give mening og fordi der er masser af arbejde – måske også mere end godt er.

Og pludselig var det forår. Og så sker der forårsting og sol og varme dukkede op igen. Og så kom sommeren til Spanien. Og jeg arbejde det meste af den. Det er nu ikke det værste. Aircon på kontoret, morgenmyldretiden eksisterede ikke i 2 måneder. Og da alle kom tilbage fra ferie, så tog jeg af sted. Vi pakkede fru Corsa og kørte ud i landet. Jeg kunne godt bare have hængt ud hjemme, men min ferie blev faktisk planlagt for mig, og så skulle jeg da være et skarn at sige nej. Så 14 dage med fru Corsa og 2500 km i Spaniens land. Så kom vi også rundt. Fik set og prøvet meget. Spanien er et kæmpe land, og der er så meget at se og opleve. Og helt sikkert også steder, som skal besøges igen og områder, der skal udforskes nærmer.

Men sådan en lejlighed i Spanien kan blive lidt tom med kun to mennesker og mange værelser. Så her i oktober flyttede vores lille indianerpige ind. Hun blev fundet helt alene i en tunnel inde i Granada af en engelsk kvinde, der bor herude. 6 uger gammel killing alene mellem en masse biler i høj fart. Vi besøgte hende, og jeg var solgt med det samme, og da cykelmanden vågnede næste morgen og nærmest straks begyndte at tale om navne til hende, så vidste jeg, at hun skulle bo her hos os. Hun er en frygtløs lille dame med de fineste striber – deraf navne Lille Fine Stribe – hun elsker mad og mennesker, og så snakker hun helt utroligt meget – de her små lyder, kommer konstant ud af hende. Vores lille indianerpige – i daglig tale Indi er min kur mod dårlig humør, dårlige dage og dårlige tanker. De her øjne og hendes bløde mave – den kan jeg kun blive god af igen. Jeg læste, at killinger skal blive hos deres mor til de er 12 uger. Det var lidt svært med hende her, så jeg nænnede ikke, at hun skulle sove alene, så jeg er pt flyttet i gæsteværelset med hende. Det er en oplevelse. Den her lille pelskugle, som helst skal ligge tæt på mit ansigt hver nat, giver så meget kærlighed. Om morgenen, når hun mener vi skal op kl 6.30, for nu kan hun ikke sove mere og hun morgennusser med knurhår rundt i hele mit ansigt, og hvis det ikke er nok et lille potedask – tjah, så er kærligheden lidt mindre. Men hun er liv og kærlighed. Og det er altid godt.

Og hvordan går det med musikken? Jo da, det går. Jeg har sunget i et gospelkor i snart 2 år. Og så var der et band, men det forsvandt igen. Og nu er det også snart slut med at synge i gospelkor, for nu skal jeg dirigerer dem i stedet! Noget af en udfordring. De har gjort tingene meget anderledes, end jeg er vant til, så nu skal de lære at gøre tingene, som det giver mening for mig. De bliver udfordret, og det gør jeg helt sikkert også. For selvom jeg er super god til de engelske tekster, så er al undervisning på spansk. Mit ordforråd udvider sig langsomt, men sikkert og en dag vil jeg sikkert være lige så god til at forklare musik på spansk som på dansk og engelsk. Jeg er i hvert fald i gang med at støve mit do-re-mi af igen, da de ikke arbejder med C-D-E hernede. Næste weekend får jeg min debut som dirigent – sammen med et stort orkester fra Montefrio skal vi lave en koncert – a night with gospel. Med halvdelen af en messe, som er en god blanding af klassisk sat over i et rytmisk univers – som gjort med Händel (gospelfolk – I ved hvad jeg taler om!) og en god portion god gammel traditionel gospel – tilsat kæmpeorkester.

Så livet går videre i Spanien. Det har gået mere end 2 år hernede. Det føles stadig ikke helt rigtigt. Udsigter er stadig fantastiske, forskellene i kultur og traditioner fascinerer stadig. Men vi bliver mere og mere en del af vores samfund her i bjergbyen og nyder vores nye liv – og så savner jeg lidt af det gamle en gang i mellem også (intet nævnt, intet glemt❤️)