Den sidste uge

Den sidste uge i Danmark blev en mærkelig en af slagsen. Allerede dagen efter vi kom hjem, havde vi en hel dag med planer i København. Sådan gik torsdagen også og jeg havde sagt før ferie, at mandag var min dag i København. Dagen hvor jeg var rundt og sige farvel – og forhåbentligt på gensyn til de af mine veninder, der havde tid og mulighed for at ses. Det blev en dag, som langsomt åd sig ind under huden på mig og gjorde ondt der i den blødeste del af maven.

Og de resterende dage blev bare aldrig udnyttet helt godt, og det resulterede i ikke helt så god en forberedelse til, da flyttebilen kom fredag moren kl 7.30. Vi havde ikke fået meget søvn og uden helt uvurderlig hjælp fra en af vores venner ville det aldrig være lykkedes os at komme i mål til tiden. Men efter 5 timer var vi pakket og klar til at gøre huset rent, pakke bilen og overdrage det til vores mærkelige udlejer.

Den sidste dag var hård. Jeg måtte ud og købe flere flyttekasser, og mens jeg kørte af sted, kunne jeg mærke tårerne. På parkeringspladsen sad jeg er par minutter og bare forsøgte at få styr på mig selv. Måske er det fordi, jeg kommer så langt væk, at det er så hårdt, men server virkelig ikke sjovt. Jeg forsøgte at begrave mig i pakningen, men netop da bilen var pakket, manden kørt på genbrugsstationen med de sidste ting, kom vores lille lånekat en sidste gang. Den lille mand er vandret ind i vores lov med store poter, og det var som om, han kunne fornemme, at vi var på vej væk. Han søgte hele tiden en arm at ligge i, og den sidste dag stod han der fra morgenstunden og gik først, da huset var næsten tomt. Så lande han sig ved hækken og kiggede og sov. Da jeg kom over til ham miavede han noget så inderligt, og vi fik en sidste stund, inden han hoppede ned og gik. Måske er han symbolet på alle de relationer, jeg har i Danmark, og som nu ændrer sig på en eller anden måde. Jeg ved det ikke, men jeg ved, st jeg vil savne alle de gode mennesker i Danmark.