Årsager

Hverdagen..

Nu har vi efterhånden været her et par uger. Vi er nogenlunde på plads i lejligheden (ja, der står stadig +40 flyttekasser pakket, men de er nøje gennemgået og derfor får de lov at stå til det endelige hus er fundet), og selvom vi stadig mangler at få ordnet noget praktisk (Residencia, omregistrering af bil), så er der ved at opstå en hverdag. Så meget hverdag jeg nu kan finde ud af at få i den her verden mellem ferie og arbejde. Der er dage, hvor det er svært at komme ud af sengen, ned på gaden, at komme ud og bevæge sig, at kaste sig ud i sproget, så jeg kan også bare nemt ryge ind i rytmen, der hedder: stå op, spise lidt morgenmad, sidde i sofaen og læse/streame tv eller netflix eller se film, få lidt frokost, tage en lur, vågne op til en ny film/serie eller videre med bogen, så er der aftensmad og så ender vi i sofaen igen med et eller andet underholdning at se på. Jeg kan egentlig godt lide den rytme EN GANG I MELLEM, men jeg bliver vanvittig af flere dage på den måde, så jeg har måtte finde noget, jeg kan gøre hver dag og som giver mening.

Så altså: Jeg vil virkelig gerne op kl 8-9 – og ja, jeg ved, at det er luksustider, men sådan er det bare. Have lidt morgenmad og så lave noget. Nogle gange ender det med en bog, men inden vi flyttede fra Danmark, købte jeg et nyt keyboard. Det, jeg havde, var periodisk med funktion og var en billig version af noget, der skal lyde godt. Så et nyt blev købt, og det står nu i gæsteværelset. Så jeg har kastet mig over det igen, og det er en af mine “ting” at gøre hver dag – spille og synge. Den anden ting, jeg skal hver dag, er at gå en tur. Den skal ikke nødvendigvis være lang, men jeg skal ud og bevæge mig hver dag. Og faktisk så går det altså nogenlunde med det. Og jeg føler, at jeg har fået noget ud af min dag og ikke bare ligget og “fedet” den på en sofa/i en seng.

Og på den måde kommer jeg også ud i verdenen. Og selvom jeg ikke forstår så voldsomt meget af det, jeg bliver spurgt om, når jeg møder de lokale, så forstår jeg noget og kan forsøge mig med enkelte ord og fagter. Så jeg er hende konen til ham den danske cykelrytter, og hun taler ikke så meget spansk, men hun er god til fagter 😀

Faktisk er der få steder, hvor det er mig, der er den kendte. Lige over på den anden side af gaden, ligger Yolandas. Hende, der har den, hedder Julia. Det er stedet for kylling, og vel nok også det eneste rigtige take-out sted – bortset fra pizzariaet med de dårlige pizzaer. Og det er altså helt fænomenalt. Hver morgen åbner jeg vinduerne og får gaden ind i min stue og duften fra stegt kylling. Jeg prøvede hendes croquettas, lige da vi var landet, og de var super lækre, og forleden dag gik jeg over og købte en hel kylling (vi endte med at have mad til 2.5 dag). Julia spurgte, om jeg havde kunnet lide croquetta’erne. Jeg kunne kun sige ja, og så fortalte jeg, at jeg bor lige over for og bliver sulten af duften fra hendes kyllinger hver dag. Hun holdt så åben en aften for at sælge bunuelos (en spansk doughnut) og så fik vi en – bare fordi. Så Julia er “min” bekendte 😀

Men altså hvor meget, jeg end forsøger at kaste noget ind i min hverdag, så er det bare ikke hverdag som jeg definerer det. Det virker som om, at det er musikken, der skal være min vej ind hernede, og der skal jeg altså lige mentalt omstille mig til at være sanger. Jeg har i en del år efterhånden været Sonja-sosu og musikken har mest bare været en sidebeskæftigelse. Nu skal det være musikken. Jeg har fået et par tips til spillesteder i Granada, hvor jeg kan synge og møde andre musikere. Og det er dejligt at sidde ved klaveret igen og spille. Måske sættes der også gang i den kreative åre og kommer noget nyt musik ud af det 🙂

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Årsager