Årsager

Der er mange årsager til, at vi er flyttet til Spanien. Mest af alt, at vi – meget tilfældigt – fandt en by, der talte til os. Men Danmark er også en stor del af årsagen.

I de senere år synes jeg at have oplevet et Danmark, som er en masse godt, men kun på papiret. I virkeligheden så er der ikke megen hjælp at hente. Som jeg ser det, så bærer vores folkevalgte en stor del af den skyld. De har så megen indflydelse på, hvordan vi taler til hinanden og om hinanden, og hvis vi nu smider alle politiske tilhørsforhold ud af døren, hvor mange kan så ikke være enige? Valgkampe virker mere som muligheder for at fortælle modparten, om de tåbelige beslutninger/forslag/udregninger, de er kommet med og hvordan de selv er meget bedre med deres beslutninger/forslag/udregninger. Dernæst kommer de med hensigtserklæring på hensigtserklæring. For i virkeligheden virker de ikke til at ønske at ændre ret meget – andet end det faktum, at de skal finde sig et andet arbejde end politik (som jo også er det bedst betalte ufaglærte arbejde, du kan finde. Så egentlig er det vel forståeligt ikke at ønske at give slip på denne tjans). Nu ved jeg også godt, at der er intentioner om ændre noget, men det er bare slet ikke det budskab, der kommer ud. Det signal, jeg opfanger, er at eliten sidder og passer på sig selv og ser på resten af os ud fra et Excel-ark.

Som en konsekvens af denne “alt kan reddes med et system” er vi også filtret ind i love og regulativer, som bare hjælper hat. Vi er lovgivet til døde, men det hjælper bare ikke særligt mange. Alle de bløde værdier er kastet over bord, fordi det handler om penge. Jeg kan ikke leve i et land, hvor der loves guld og grønne skove, men det eneste, der tæller, er penge. Den tankegang gør mig syg i sjælen. Ja, det er faktisk det, den gør. Og derfor måske den vigtigste årsag til, at jeg har sagt ja til et nyt land.

Man kan sige meget om Spanien – og seneste den frygtelige situation i Catalonien som er en kulmination af mange års uenighed – men her ved jeg, da hvad jeg skal rette mig efter. Jeg skal ikke forvente en pension, når jeg når en vis alder. Jeg skal ikke forvente, at der er understøttelse til mig, når jeg mister mit indtægt. Der er slet ikke det sikkerhedsnet, som Danmark praler af at have – og som jeg stiller spørgsmålstegn ved – men alligevel er der en sikkerhed. For jeg ved, at det ikke er der. Jeg ved, at jeg skal lægge penge til side til når jeg ikke kan arbejde mere. Jeg ved, at jeg skal have en redningsplan klar selv. Der kommer ikke nogen. Og sjovt nok giver det mig en tryghed. Jeg ved, hvad der er, og hvad jeg skal forholde mig til.

Så er der vejret. Der er vist ingen tvivl om, at vejret – især i år – er noget af et sats i Danmark. Hernede ved man, hvad der sker. Der er omkring 300 solskinsdage om året. Lige nu skriver vi oktober, og der er stadig omkring 25 grader. En ting er varmen, men også lyset. Jeg kan se på en blå himmel. Jeg får sol i øjnene, når jeg går på gaden. Lys gør mig i meget bedre humør end regnvejr. Vintrene hernede er uden frost – og også uden sne. Savner jeg sneen kan jeg køre 1.5 time om på den anden side af bjergene. Der er der skisport og sne. Efter sigende kan du stå på ski i bare arme, fordi solen stadig sender varme stråler ud.

Det er altid sæson for et eller andet. I løbet af foråret begynder der at komme frugt og det fortsætter hele sommeren. Når efteråret kommer så kommer mandlerne, kastanierne og de friske figner. Når vi nærmer os vinteren så kommer citrusfrugterne. Det er helt fantastisk. Hvis du kender noget med en have – hernede er haver noget, man har ude på landet og i en pæn stor størrelse – så kan du være heldig at blive begavet med frisk frugt hele året. Det er ikke plukket umodent og har fået tilsat luft med kemi, der skal gøre det modent. Det har hængt på træet eller ligget i jorden og vupti. Her er det nyplukket.

Jeg var nået til et punkt – og manden også – hvor det var svært at se sig selv i Danmark. Ja, vi er født og opvokset i Danmark. Det er her vores familie er. Jeg har betalt min skat for at ville alles bedste, men sådan er det bare ikke mere. Det er ikke alles bedste, der tilgodeses. Det er kolde kontakter, der tæller. Det menneskelige er gået tabt. Og det dræber mig indvendigt. Jeg kan ikke holde ud at se al den mangel på hensyn, der udvises. Det handler ikke om det enkelte menneske mere, men om det fællesskab, der bestemmes af de folkevalgte. Jeg har mistet troen på et Danmark, der favner og rummer alle mennesker i hvad situation, det end må være.

Og nu vil jeg gå ud og nyde solen, en masse mennesker der står og taler med hinanden i et tempo, hvor jeg slet ikke kan følge med. Men jeg elsker det og kan mærke roen, der mærker sig i mig.