Savn og længsel

Vi har efterhånden været i egen bolig i en uges tid. Meget er sket og mange ting er ordnet. Ikke kun når man ser på det udefra, men indeni er der sket ting. Rent praktisk har vi fået styr på de fleste af vores ting. Vi har funktionelle rum – lige pt er mit nye keyboard kommet op, og jeg har for første gang siddet og spillet lidt – og vi har fået internet, så vi nu kan være lidt mere og nemmere i kontakt med verdenen langt væk.

Men det har også været en uge med en masse op og ned. Når der er travlt med at ordne og regere, så glemmer du også at tænke, men lige pludselig så finder du tiden, og så er det, at virkeligheden og verdenen kan ramme dig hårdt. Den ramte mig hårdt.

Det skal ikke være en hemmelighed, at jeg da har haft mine tvivl omkring det her projekt. Er det rigtigt at forlade Danmark og alt, hvad jeg kender til fordel for en fremtid i et land, som ikke bare er langt væk, men hvor jeg ikke kender systemerne og ikke er så stærk i sproget. Og hvor jeg ikke har en vennekreds. Forleden var en af de dårlige dage. En af de dage, hvor jeg syntes, at det hele bare er håbløst, og jeg aldrig vil kunne finde mig til rette i den her by og det her land.

For mig er virkeligheden denne: jeg har forladt alt det, der gjorde mig til mig. I hvert fald alle de omkringliggende ting, der gjorde mig til mig. Jeg har forladt mit arbejde – både som social og sundhedsassistent, men også som underviser – jeg har forladt min musik – mine kor og de andre oplevelser, der kom min vej en gang i mellem – og jeg har forladt min familie og venner. Givet, at jeg ikke sad lårene af hverken familie eller venner, men nu er muligheden for det spontane besøg taget fra mig. Mine fritidsinteresser er ikke flyttet med, og dermed også en masse af min sociale omgangskreds forsvundet.

Så i virkeligheden sidder jeg her som det tynde øl. Manden har sin omgangskreds og sine bekendte qua sin cykling og er dermed kommet ind i byen. Jeg hænger bare med. Jeg er konen, der står lige bagved og smiler og ikke siger så meget, fordi mit spanske skal lige igennem en mølle. Men jeg går i sort, når jeg hører dem tale – hurtigt og med mange ord – fordi jeg skal stadig bruge en del tid på at omsætte det inde i mit hoved. Og så er de for længst videre i teksten. For et er at jeg skal tænke mig om, når jeg skal forstå, men jeg skal også tænke om, når jeg skal formulere. Og lige nu tager det bare for lang tid, og så lader jeg være. Det er heller ikke den bedste måde, men det er der, jeg er pt. Så jeg er konen, der smiler pænt, siger nogle få ord og så ellers ikke er så meget. Det er altså ikke den rolle, jeg er vant til at have. Det er heller ikke den rolle, jeg skal have, men hvordan er det lige, at jeg får min egen rolle igen?

Det åbenlyse vil være at bruge musikken. Selvom mit spanske ikke er så stærkt, så kan musik altså bryde nogle grænser. Men hvor går jeg hen med min musik? Her i byen er det hovedsagligt klassisk musik, der spilles. Der var ikke et job til mig på den rytmiske musikskole i nabobyen, og hvor finder jeg musikken i Granada? Jeg har hele tiden vidst, at det ville blive svært, og det vil være hårdt arbejde, men nogle dage så er det altså bare ikke det, jeg har mest lyst til. Så vil jeg bare gerne være hjemme, hvor jeg ved, hvem jeg er, hvor andre ved, hvem jeg er. Hvor jeg kan tale med alle og kender verdenen.

Ved at flytte så langt væk har jeg jo selv skabt mit savn. Det er kommet noget hurtigere end beregnet. Men når ferien skal laves om til hverdag, hvordan gør jeg så? Jeg ved jo, at jeg skal knytte nye venskaber, for jeg er ikke skabt til at være en enspænder. Jeg ved også, at der højst sandsynligt er venskaber, der forsvinder ud af mit verden. Det bliver til fjerne Facebook-venner. Alle de gode intentioner, vi havde for hinanden, forsvinder i hverdag og nå ja, hensigtserklæringer. Jeg bebrejder ikke nogen noget, men jeg er ikke blind for den udvikling, som jeg tror på vil ske med den her flytning. Så måske er der oveni tilvænningen og savnet også en sorg, der melder sig i mig. For døren bliver jo lukket. Døren til “hvordan det var” er ikke mulig mere, og når du ikke er i nærheden, så forsvinder du.

Jeg håber ikke, jeg forsvinder for mange steder, men jeg kan finde en ny måde at være til stede på. Jeg håber, at jeg finder måden at beholde alt det, der gør mig til mig. Jeg har en ved min side. Han støtter og lytter, presser og nurser. Det er godt, jeg ikke skulle gøre det her alene. Det er rart med en ved min side, men jeg rammes til stadighed af et stort savn… som bliver mindre med tiden, men som lige nu fylder meget..