Onsdag

Ja, onsdag d. 20. juni blev en god dag. En dag, der slet ikke gik, som jeg havde troet, men blev så meget bedre. Planerne var ikke de store – træning, en tur til Granada og ud og spise et sted med en skærm for at opleve en fodboldaften i Spanien (ja, landsholdet spillede VM-kamp).

Efter besøget i Granada kom jeg hjem til en besked fra Rosario, der har creperiet La Palmera her i byen. Hendes bror spillede og sang på torvet foran hendes sted om aftenen. Nu er jeg jo så heldig, at jeg faktisk har fået plads i et band inde i Granada – sjovt nok gennem Rosario og sammen med denne bror og en mere – så jeg kunne jo ikke afslå mig den invitation. Vi gik op forbi og sagde hej og lovede at vende tilbage, når vi havde spist og set kamp. Vi valgte naboen på torvet, så efter kamp rykkede vi bare et par meter hen, og så var der koncert. Jeg har hørt en del musik her i byen, og tit og ofte så har det ikke været noget, jeg har været udelt begejstret for, men Juan (ja, det er hans navn) havde et repertoire, som talte til mig, og hvor der var flere af numrene, jeg skal have tjekket ud, for dem kunne jeg godt tænke mig at kunne og tage med mig ud i verdenen.

Mit første møde med Juan for et par måneder siden, da jeg var til audition hos ham og hans bror, står ret tydeligt for mig. Eller faktisk er det mere følelsen. Bandet skal spille disco og jeg sang et ABBA-nummer. Efter det og lidt snak spurgte de, om jeg ville synge noget andet, og vi jammede rundt i “Summertime”. Og hver gang vi spillede, så blev jeg bare glad. Det her med at møde nogen, man bare forstår og mærker uden så meget pjat (ja, om det er musik eller venskabet eller andet er jo sådan set ligemeget). Det er den fedeste følelse. Og lige ham her havde jeg det sådan med – efter 15 minutter!! Jeg har en håndfuld musikere, som jeg har det sådan med, og nu altså også en lige i nærheden! Det er helt fantastisk 🙂

Nå, men Juan havde nævnt muligheden for at synge med på et par numre, da vi havde mødtes inden mad og kamp, og det fulgte han op på. Vi er jo heldige, at vi har et lille fælles repertoire at tage af, da vi har et med bandet, så vi startede der og det endte med fem numre, som mest af alt bare var løse i fugerne og mega sjove at spille. Når jeg nu har været så optaget af alt muligt andet i min mission til at falde til i Spanien, så føles et bare endnu bedre at have en oplevelse, hvor jeg er tilbage i det, jeg kender og elsker. Og min flytning herned har på en eller anden måde vækket min forelskelse i musikken igen. Jeg oplever SÅ meget glæde ved den, som jeg lidt har gået og glemt eller haft svært ved at finde. Det er som om, den er blevet begravet i hverdag, men nu får den lov til at være det velkendte og elskede i en hverdag fyldt med ukendt og udfordringer. Det føles ubeskriveligt.

Så nu har jeg altså haft min debut i Lanjaron. Og jeg har fundet en guitarist, som jeg – udover at spille i band med – nu også har lavet duo med, fordi Juan heldigvis deler min begejstring for at spille sammen. Om et par uger har jeg så min solodebut herude. Jeg har nemlig fået tilbudt jobbet som hyggepianist/sanger på et af hotellerne her i byen. Det har været undervejs længe, og jeg har været ret nervøs omkring det, fordi jeg selv skal spille til, men jeg var forbi igår og tale om set-uppet, og det jeg skal synge og spille 1.5 times hyggejazz, og det tænker jeg, at jeg godt kan og kan finde ro i. Så det glæder jeg mig også til nu.

Min onsdag blev til en med en af de der oplevelser, som sætter sig i hele kroppen, og jeg er vågnet med den her i dag. Og det eneste, jeg har lyst til, er at storme ud i verdenen og omfavne det og smitte den med min glæde. Og det er jo meget godt, da San Juan starter i dag, og byen er klædt på til fest, solen skinner fra en blå, blå himmel, og jeg er gennemlykkelig bare af at skrive alt det her!!