Drømmen, der vendte tilbage..

Nogle gange føles det som om, det at bo i Spanien er som at træde i et hamsterhjul. Det er det sammen dag ud og dag ind, og med hele coronasituationen bliver det bare heller ikke bedre. Det føles som om, jeg snart har været i karantæne/lockdown i et helt år. Når det bliver for slemt, så kan jeg heldigvis trøste mig med, at der heldigvis ikke er udsigt til 7 uger i husarrest – som det efterhånden føltes som.

Men altså – vi flyttede jo herned af en årsag. En af dem var eventyret og lysten til at prøve noget nyt. Vi havde en ide om skabe vores egen lille turistvirksomhed, da vi synes, Alpujarra byder på så mange ting, at det ikke kan undgå at være et hit hos alle! Dog slå virkeligheden os i hovedet, for ingen af os havde erfaring som selvstændige eller nogen ide om, hvordan vi kom i gang. Så lige så stille måtte vi også indse, at det var nødvendigt med penge i kassen, hvis vi ikke skulle bruge de sidste på at sende alle vores ting til Danmark. Så nu sidder vi begge i samme firma og har taget hul på en hel ny karriere. Og så kom der noget god karma retur!

I januar fandt vi gennem vores udlejer ud af, at vores overboer flyttede. At vi var pænt trætte af dem er vist en underdrivelse, men altså.. vores overboer har jo den her tagterrasse. Og er der noget, vi har savnet, så er det udeareal. Vi har on/off ledt efter et nyt sted at bo, men hver gang så har jeg kviet mig ved den øgede udgift og det at flytte væk fra byen, fordi internettet er lidt som vinden blæser nogle gange og lidt op af bjerget – der kan det blæse meget! Efter en nat med tankerne om at leje endnu en lejlighed så meddelte vi, at vi var interesserede i den også. Så vi har gået i et par uger og bare ventet.. Ventet på at de flyttede og hvornår vi kunne komme op og se den. I fredags hørte vi både lejer og udlejer, så ingen af os kom ud af døren på den cykel/gåtur, vi gerne ville. For måske ville vi kunne komme op og se den. Og ganske rigtigt – da flyttesyn var gjort, ringede udlejer på vores dør. Vi kom op og så lejlighed og terrasse og sagde ja tak. Han havde andre potentielle lejere, men nu havde han lovet os første kig og ja… det var det. Vi gik ned med nøglerne i hånden.

Lørdag morgen gik vi derop for at spise, og vi kom først ned, da solen forsvandt. Hvad end tur, vi havde planlagt, skete ikke, og den lovede regn kom aldrig, og vi har seriøst en terrasse! Vi spiste morgenmad, rykkede rundt på møbler, begyndte at se konturerne af en lejlighed, der kan bo feriegæster i, og vi grillede. Vi snakkede om de ting, vi vil gøre ved vore 42 kvadratmeter store “have” og hvor meget, vi bare vil nyde den.

Så drømmen om vores eget lille turistparadis er vågnet igen. Hvordan og hvordan ved vi ikke, og med pandemi så aner ingen jo, hvornår rejser er mulige. Men for lige nu drømmer vi igen og trækker vejret lidt mere frit ved tanken om fremtid..