I medgang og modgang….

Jeg var begyndt at tage udfordringen med det spanske til mig, og jeg havde planer om en aften inde i Granada for at besøge en cafe, hvor der er live musik hver aften, og jeg måske kunne komme til at synge lidt. Vi havde fundet et firma for vores sundhedsforsikring og havde fået ansøgningen sendt af sted, men så… ja, først så blev vi afvist af sundhedsforsikringen. Min vægt harmonerede ikke med en forsikring, og så blev jeg altså slået tilbage… Ikke til start, selvom det føltes sådan lige i starten. Jeg brugte en weekend på, at have virkelig ondt af mig selv og ikke gøre andet end at holde mig selv i virkelig kort snor. Heldigvis tog Cykelmyggen over, og så kom der hul igennem til et andet firma, og en godkendelse lå i indbakken. Samtidig var jeg tilbage på sporet af alt det gode. Så langt så godt.

Cykelmyggen skulle på tur med de andre. En lørdag morgen kørte de ud af byen. Jeg havde en 14 km lang bjergtur i benene, så jeg udnyttede lejligheden til at lave absolut ingenting – og med god samvittighed. Som den kvinde, jeg er, så åbnede jeg klædeskabet for at se på tøj og prøve, da telefonen ringede – Cykelmyggen: “Nu kommer det opkald, du ikke vil have”, sagde han. Jeg nåede at tænke meget og så alligevel ikke, for jeg kunne kun sige “Hvad?”. Cykelmyggen var styrtet og mente, at han skulder var dislokeret. Mig ned og få fat i bilen, som allerførst skulle have benzin på, da det havde der ikke lige været overskud til, da vi kom hjem den anden dag med næsten tom tank – tåbeligt og note til mig selv om aldrig at gøre det igen. Cykelmyggen sad i vejkanten på en nedkørsel. Han havde det sådan set okay. Var ikke fuld at skrammer og blod, men forslået og med en skæv skulder. Cyklen blev skilt ad og manden sat i bilen, og så gik det raskt mod Granada. Sådan en cykelrytter kan dog ikke med ro i sindet se frem til flere timer på en skadestue og ikke have fået mad i maven, så vi måtte et smut forbi Lidl og hente lidt mad til ham. Ind på skadestuen, forklare og så på plads i venteværelset…. I alt brugte vi fire timer derinde: 4 konsultationer, 2 x røntgen og en omgang blodprøver. Resultat: en brækket kraveben og en operation. Vi havde troet, at de faktisk gjorde ham klar til operation, da vi sad derinde, fordi de lagde drop, men i weekenden er der kun de allermest nødvendige. Så Cykelmyggen blev sendt hjem med en sele rundt om skuldrene, der skulle holde den brækkede knogle lidt mere på plads – vinklen på den var noget forkert – og en besked om, at han vil blive ringet op, når de var klar til operationen.

Med mig hjem fik jeg en mand, som fysisk havde klaret sådan et styrt med forbløffende få sår, men som nok har en psyke, der har taget skade. Cykelsæsonen for i år er over, så der går nok noget tid, før han igen kan sidde på en cykel og dermed se angsten for nedkørsler i øjnene igen. Mit lyst til at have noget at lave har fået lov til at blive stillet, da jeg jo nu kan få lov til at sørge lidt for patienten herhjemme. Han er en selvstændig herre, der gerne vil selv, men når det kommer til at pakke sår ind, så tager han gerne imod lidt hjælp. Også med at få tøj på så han undgår de der bevægelser, som gør ret ondt.

Til gengæld tog jeg det ikke med helt så ophøjet ro at komme hjem efter sådan en dag og så blive smidt væk fra en parkeringsplads, fordi her skulle holde en bus. Jeg overreagerede noget voldsomt, og hele aftenen sad jeg med en grim knude i maven. Cykelmyggen sagde, at jeg jo havde reageret, fordi jeg også havde været lidt under pres, og vel egentlig var lidt latinsk i mit temperament der. Det vigtige er, at jeg kan se, at jeg overreagerede og kunne undskylde. Men dagen efter havde jeg slet ikke lyst til at gå ud af døren. Tanken om at skulle stå til ansvar for den opførsel var ikke det,  jeg havde mest lyst til. Igen så ville jeg bar bure mig ind. Først den ene weekend og nu den næste igen….

Nå, men weekenden gik jo alligevel. Mandag modtog vi et opkald fra sygehuset, og vi skulle møde torsdag kl 8 om morgenen til operation. Det var lidt længere ventetid end ønsket, og det kunne også godt mærkes på den kære Cykelmyg, at han ikke var helt tilfreds. Operationsdagen blev en temmelig lang dag og et eksempel på dårlig information. Vi mødte op, og Cykelmyggen fik en seng og sygehustøj, og så sad/lå vi der.. Et par timer senere kommer en mand ind til os og spørger, om vi har talt med anæstesilægen. Det kan vi jo ikke påstå, og det var manden ikke helt tilfreds med. Allerførst troede vi, at det var en læge, men det viste sig, at han var sygeplejerske. Ikke det mest hjertelige eller behagelige væsen at møde. Endnu nogle timer gik. Cykelmyggen sov i sengen og jeg i stolen ved siden af. Vi havde været oppe siden kl 5.30, og det var jo ikke fordi, tingene skred fremad i hastigt tempo. Alt, hvad vi på dette tidspunkt vidste omkring, hvad der skulle ske, var, at på et eller andet tidspunkt skal Cykelmyggen på operationsbordet. Ingen havde fortalt, hvordan operationen skulle foregå. Jeg havde siddet og læst lidt på nettet om den i Danmark, og egentlig tror jeg, at mange ting foregår på samme måde. Som jeg kunne læse, så var det en operation på en times tid. Cykelmyggen var bekymret og samtidig afklaret omkring den, så da de endelig kom kl 16.30 og hentede ham, var vi bare glade for, at det rent faktisk blev i dag, at han blev opereret. 17.15 lå han på operationsbordet. Jeg sad i en ventesal og kunne på en skærm se, hvor han var, fordi han havde sådan et smart armbånd på. Jeg havde jo læst mig til en operationstid omkring en time, så jeg sad med min tablet og læste og tog det roligt. En time blev til to, og da jeg ramt næste 2.5 time begyndte jeg at blive urolig. Der var ikke andre operationer igang, og jeg troede, at Cykelmyggens ville være over for længst. Jeg overvejede helt alvorligt at banke på døren til operationsgangen og afkræve svar, da der endelig kom et hoved ud og kaldte på mig. Aldrig har jeg brugt mine evner til at aflæse et andet menneskes ansigt så intenst som i de sekunder det tog mig at komme ind af døren. Lægen – det viste sig at være hende, der havde opereret – begyndte at fortælle om operation, og det eneste jeg havde i hovedet var “is he okay?” hvilket også var spørgsmålet, der afbrød hendes fortælling. Han var ok, og jeg kunne lige kort se ham, når han blev kørt fra operation til opvågning. En masse mennesker stod omkring ham og talte til mig på spansk, og i sengen lå en Cykelmyg og lignede, at han var faldet ned fra månen. Han har heller ikke nogen erindring om, at jeg har været der. Han kan først huske noget fra halvanden time senere. Halvanden time senere kom han tilbage på stuen. Klokken nærmede sig 21.30, og jeg vidste, at han skulle blive og overnatte og forhåbentlig med hjem dagen efter.

Han kom med hjem dagen efter, men hold op hvor var det en lang dag den torsdag. Og hvor nåede jeg at blive rigtig vred på de læger og sygeplejerske, der havde været omkring os. Ingen havde fortalt, hvordan den her operation skulle foregå og flere gange i løbet af dagen, var jeg bekymret for, om den overhovedet blev til noget. Heldigvis er operationen gået rigtig godt. Cykelmyggen havde brug for hjemmeplejen – aka hustruen – i et par dage, men er ret godt kørende nu. Der er opfølgning på fredag, og vi regner med, at alt er fint. Han er blevet langt mere mobil med højre arm, og operationssåret er helt fint, og klemmerne er fjernet. Ja, han kan faktisk støvsuge og lave mad igen – hvilket er et af de større plusser.

Spanien har budt på mange ting, men nu har den altså også budt på et besøg på skadestue og overnatning på hospitalet. Vi er også blevet klogere på den direkte vej til skadestuen, skulle vores fremtidige gæster få brug for dette – hvad der ikke er at håbe – eller vi selv skal derind igen – hvad der slet ikke er at håbe. Men jeg satser på, at jeg ikke skal bruge hverken hospital eller skadestue i nær fremtid…