Ramt af virkeligheden…

Vi havde besøg af endnu en flyttemand. Ham her skulle være den sidste, og så tager vi en beslutning. Vores sidste flyttemand gjorde et godt indtryk, og fordi vi med ham vil kunne koble os på en anden flytning, så er der altså en del penge at spare. Og vi valgte ham

MEN….. med dette valg er der også sat en dato! Og der rykkede alting sig lige 2 uger. Altså, der er 2 uger mindre til at pakke, men også 2 uger mindre til at sige farvel. Til at sige “vi ses i Spanien” til venner og familie. Det ramte…. Det rante rigtig hårdt lige midt i den blødeste del af maven. Og så blev det hele pludselig meget virkeligt. Der skal sættes turbo på udrydning af overflødige ting i samlingen af ejendele, flyttekasserne skal ned fra loftet. Og ja, vi skal flytte.

Jeg kan ikke huske, om jeg også havde det sådan, da jeg flyttede landsdel for snart 20 år siden. Måske var jeg grebet af iver efter at flytte til København og virkelig være voksen og ansvarlig. Måske følte jeg alligevel en lille lyst til at aflyse det hele og bare gå i hi i min lille et-værelses lejlighed og glemme alt om storbyen og tage chancer. Jeg kan ikke huske det….

Vi  flytter i uge 38. Det giver os 14 dage mindre at pakke og sige pænt farvel til mennesker. Hyggeaftenen måtte aflyses. Maven er faldet til ro, men følelserne raser. Det er en voldsom tanke at sige farvel til alle. På samme måde som da jeg sagde farvel til alle efter endt højskoleophold. Jeg efterlader det, der har været min verden i så mange år og skal i gang med at opbygge en ny. Jeg glæder mig til det. Jeg glæder mig ikke til at sige farvel og på gensyn i Spanien til alle menneskene i min nuværende verden.