Nye vaner bliver jo gamle vaner på et tidspunkt.

Vi har nu haft 2 måneder med fri bevægelighed og “new normal”. Dvs sprit, mundbind og afstand og det er efterhånden ikke noget, jeg tænker over. Jeg har fået købt nogle genbrugelige mundbind (hvilket er et stort hit, fordi de er så meget mere behagelige end de der engangs) og der er en vane at tage det på, når jeg forlader huset. Jeg spritter mine hænder, når jeg går ind i en butik, og jeg går hellere uden om bilen, når jeg går på gaden og møder mennesker på fortorvet, for at holde af stand. Det er bare blevet en vane.

Jeg arbejder stadig hjemmefra, og jeg tror ikke, vi kommer tilbage på kontoret lige foreløbig. Der er ikke tegn i sol eller måne til, at vi lukkes ind der. Faktisk har jeg været inde forbi en enkelt gang for at hente mine og Jeppes ting i skufferne, og det var en ren spøgelsesby. Der sad en vagt ved indgangen, som låste døren op for mig, da jeg kom og fulgte mig op på første sal for at hente mine ting. Jeg har en kollega i mit team, som pt arbejder inde på kontoret. Det er sådan, at der er åbent for de medarbejdere, som skal sidde på kontoret for at kunne udføre deres arbejde eller hvis du (som er tilfældet med min kollega) ikke har mulighed for at arbejde hjemmefra. Der er kontoret i stuen, der er åbent. Det store kontor. Normalt sidder der vist omkring 300 mennesker dernede. Hun har dage, hvor hun sidder helt alene.

Jeg er sådan set glad for at arbejde hjemmefra, men jeg savner det sociale. At man lige har en lille snak hen over skærmen og dermed er afbræk. Det er bare ikke det samme med opkald i teams (det hedder vores Skype). Vi prøver at lave nogle fysiske møder inde i Granada i vores fritid for at kunne sige hej og se hinanden. Det har været super hyggeligt.

Men lige nu har jeg ferie. Jeg er i gang med at pakke, for i morgen tager Jeppe og jeg af sted for en lille uge – til Priego de Cordoba. Indianerne skal passes af en af vores kolleger, så hun får også en lille ferie. Den anden uge er vi bare i Lanjarón. Måske tager vi på et par ture, men jeg har planer om – ENDELIG – at få mig hevet op til poolen og slappe af med sol og vand. Og så måske gøre mentalt klar til endnu en nedlukning. Smittetallene er også stigende hernede (og så kan man jo altid diskutere, om det er fordi, der er lukket op for turister, der kommer fra knap så restriktive lande, og det er turisterne, der er skyld i de øgede tal 😉), og konsekvensen kommer på et eller andet tidspunkt. En ting er sikker – vi skal have skruet op for boligjagten. Ikke kun med en ny lockdown, men også fordi vi godt kunne tænke os at komme væk fra tætte naboer og få noget land omkring os – en lille have og en terrasse.

Livet er fint. Alt er godt. Og vi afventer næste træk….