14 dage i karantæne

Så gik der endnu en uge. Vi har det alle godt og har ingen sygdom af nogen art i huset. Herude er der konstaterer 2 tilfælde begge hos folk, der ikke bor i byen og i begge tilfælde efter en uges karantæne. Alle på plejehjemmet og i sundhedscenteret er testet, og der er vist fundet yderligere 2 positive fra sundhedscenteret, som ingen symptomer har haft og også har været i hjemmekarantæne, somaliere os andre. Så det lader til, at vi slipper nådigt. Vi krydser i hvert fald alle fingre for det.

Spanien har nu været i alarmtilstand i 14 dage og i løbet af ugen blev det forlænget yderligere 14 dage. Så hvis vi får lov til at åbne vores dør og gå ud, når vi vil, bliver det tidligst efter påske. Her i huset tror vi dog ikke, at det sker. Personligt tror jeg godt, at det her kan vare helt ind i maj. Så selvom friheden til at færdes ude er stærkt reduceret, så klager jeg ikke. Jeg er stadig i stand til at arbejde og tjene penge (og minde i stand til at bruge dem!), har tag over hovedet, selskab i dagligdagen og kontakt med

omverdenen.

Men hvordan ser en dagligdag i karantæne-land så egentlig ud? For mig er den rimelig simpel:
Jeg står op, når jeg vågner – glæden ved at sove uden vækkeur er virkelig stor pt – og det er som regel mellem 7 og 8. Skifter ud af nattøjet – det har jeg gjort, siden karantænen startede, fordi ellers ville der simpelthen gå for meget bla i det for mig – og går ind i stuen og åbner computeren. Og så er jeg der de næste 8-10 timer – kun afbrudt af spisepauser og hjernepauser som vanligt.

Når man ikke kan gå ud, så er min daglige gåtur jo ikke mulig, så jeg har måtte finde på noget andet. Jeg har prøvet det der med at gå op og ned af trappen, og det var egentlig fint, men også temmelig kedeligt. Så jeg har taget dansen op igen. Simpelthen på med hørebøfferne, og så valser jeg rundt i huset 30-50 minutter. Jeg har ikke rigtig danset i flere år. Ikke på den her måde hvor jeg selv bestemmer mine moves. For 25 år siden gik jeg i byen og brugte de første par timer på at danse – for så var der færrest at dele gulvet med – men jeg har glemt, hvordan der var, jeg gjorde. Det går jeg genopdaget nu. Og der er faktisk ret fedt! På lange arbejdsdage har jeg holdt en dansepause hen på eftermiddagen, og det har givet lidt mere energi at fortsætte med.

Så motionen er fordelt sådan, at Jeppe cykler, og jeg danser rundt i stuen og skræmmer katten. Hun kan jo ikke høre musikken, men bare se at fødderne bevæger sig mærkeligt, og det både skræmmer hende og inviterer hende til leg. Så hun får skudt noget energi af sammen med os andre 😉

 

Nu hvor vi er hjemme, så er energien til at lave mad også noget større, så vi er gået i gang med at få spist ud i hjemmet. Efter at have spist den 2 år-over-tid-karton med kartoffelporresuppe fra Mathilde, så er der et overblik over tørvarerne. Nu er det fryserens tur. Tænk, hvis vi ender med næsten tom fryser. Hver tredje dag så går bageren igang herhjemme, så frisk brød mangler vi heller ikke. Faktisk er der ikke rigtig noget, vi mangler. Og hvis vi gør, så sætter vi det på listen til den ugentlig tur ud og handle. Men altså….. der er masser i køkkenet!

Så karantæneliv er fint. Vi har fundet en måde at være aktive på, vi åbner altandøren og sætter os i åbningen eller med stol på altanen, når vejret er til det. Jeppe får set en masse YouTube, jeg får set serier og læst lidt. Katten er blevet teenager og vil bare have mad, sove og så aktiveres, når hun ønsker det (du bliver koldt afvist, hvis hun ikke er interesseret). Og sådan går dagene lige så stille af sted. Ingen af os har fået kuller endnu og glæder os over, at vi bar har lidt ekstra tid i hverdagen.