Lockdown – igen igen

Vi har hele tiden vidst, at når efteråret kom, så ville restriktionerne også gøre det. Vi har dog hele tiden haft et håb om, at det værste, der kunne ske, var at blive lukket inde i vores egen by og ikke i eget hjem som i marts.
Vi er fra d. 30/10 lukkede inde i byen og må kun forlade den for arbejde, lægebesøg, hospitalsbesøg eller andet i den stil. En shoppetur eller en tur ud i det blå – gå i det lokale supermarked og op på bjerget. Til at starte med er vi lukkede inde i 10 dage – men ingen af os tror på, at der er fri bevægelighed om 10 dage. Spanierne er et selskabeligt folk, så de kører ud, hvis de kan. Og 10 dage er nok ikke tilstrækkeligt til at sætte spredningen ned i et tempo, hvor landet kan følge med.

Hele landet er i tilbage i Estado de Alarma, men hvor regeringen sidst indsatte regler for hele landet, så er det nu langt op til de enkelte regioner selv. Og næsten alle har lukket deres grænse og i en eller anden grad begrænset bevægeligheden. Her i Andalusien er det pt Granada, Jaén og Sevilla provinserne, hvor vi er lukket inde, men andre er på vej. Politikerne siger, at de gør det her i håb om at kunne åbne op til jul og nytår, så man kan fejre det med familien uden for, men at vi skal forberede os på kun at fejre med husstanden. Og her sidder jeg med min juleferie, som skulle udnyttes med jul og nytår i Danmark og kan bare se det hele forsvinde ud i horisonten. Jeg håber, vi kan komme af sted, men forbereder mig på endnu en jul i Spanien bare os to (og katten).

Så livet fortsætter som det hele tiden har gjort – bare uden de store afbræk med besøg – jeg står op, arbejder og går i seng. Ser og taler ikke med ret mange andre end husstanden. Det føles efterhånden noget sølle. Jeg går nogle ture og snakker lidt med mennesker på min vej – nyder både solopgange og – nedgange – men socialt så er vores liv pt noget fattigt. Vi savner begge at kunne have samtaler med andre end hinanden. Jeg synes, jeg havde taget højde for rigtig mange af de udfordringer, vi har mødt hernede, men isolation var altså ikke en af dem. For det er jo, hvad vi har haft temmeligt meget af dette her år – og ikke af den frivillige slags.

Kulden har meldt sig, vi har købt olie og sat varme på, så vi ikke skal fryse alt for meget. Vi har været ude og se på et par boliger, men endnu ikke fundet noget nyt. Vi forbereder os på en laaaang vinter, men jeg nærer et lille håb om at foråret vil give mig lov til at besøge og få besøg igen.

Og som bonus info: kun regionen Extremadura har ingen lukkede grænser. Til gengæld er de omgivet af regioner med, så de kan ikke forlade regionen, hvis de ville – there is always that someone 😄