3 år som udenlandsdansker.

3 år – det er , hvad vi nu har boet hernede. Det er stadig vildt at tænke på. For 3 år siden kørte vi de knap 3000 km herned med en bil fuld af ting og en lastbil læsset. Det er underligt, at en beslutning så stor ikke føles lige så voldsom at udføre – i hvert fald ikke 3 år senere. Her 3 år senere er der ikke nødvendigvis den store forskel i mit liv og så alligevel.

Det første halve år boede vi i en meget kold lejlighed. Vi fik vinteren (og en ordentlig omgang influenza) i den, og så havde vi fået nok. Vi fandt meget tilfældigt en ny lejlighed og flyttede herind og var meget glade i starten. Og så blev vi mindre og mindre glade. Mange ting har spillet ind, men nok mest at vi ikke helt har fået os indrettet. Det er almindeligt at udleje boliger møbleret, og når vi så kommer med vores egne møbler, så skaber det pladsproblemer. Og udsigten til en anden bolig er nok lidt længere, end vi håber. Mange af de ting, vi ønsker, er alle de boliger, som ikke kommer på markedet særligt ofte. Så nu prøver vi at se, om vi ikke kan få os indrettet lidt bedre – mens vi venter 😊

 

Kulturen. Der er ingen tvivl om, at vi er landet i en anden kultur. Selvom vi ikke er langt fra Danmark, så er der bare virkelig nogle forskelle. Det både kæmper jeg med og nyder. Fordi her hvor jeg bor, betyder det bla en masse fejring og festivitas i byen (når vi er i lockdown og new normal), og det giver så meget liv i en by med knap 4000 indbyggere (jeg husker absolut ikke Faxe som så livlig). Men det giver også nogle udfordringer, fordi der er så mange vaner, rutiner, kulturelle indlejringer, som jeg bare ikke forstår, og som de lokale ikke altid forstår, at jeg ikke forstår – for sådan har det jo altid været! 3 år giver en masse, men det kompenserer bare ikke for at være vokset op i Nordeuropa.

Fritiden i Danmark gik med kor, musik, veninder, familie og derudaf. Hernede har jeg fået musikken med igen. Jeg kom med i et gospelkor, som jeg nu er dirigent for. Det er et kor med en masse gode intentioner og vilje til at arbejde, men det er også et kor, som måske vil noget andet end jeg. Men så har jeg mødt Matt. Ja, ham og hans kone Elle mødte jeg egentlig for et års tid siden til en kulturcafe. Matt spiller guitar og vil gerne spille med nogen. Og jeg vil gerne spille med nogen, hvor jeg er lidt mere på hjemmebane. Så vi har lavet en duo. Vi har eksisteret i cirka en måned. Og vi arbejder flittigt. Og så må jeg se, hvad der kommer med det.

Familie og venner er langt væk. Og jeg har været vant til ikke at have min familie et cykeltur væk i mange år, men det er bare stadig langt væk. Og venner får jeg bare ikke så nemt mere. Måske er det også det her med at være ældre og ikke pr automatik blive smidt ind i nye sammenhænge, og at jeg er en del af et par, hvor vi begge er danske. Der er bare udfordrende. Jeg tager alle de små tegn med at blive hilst på “ med et “Hola” og smil fra flere og flere på mine gåture som måske små tegn på, at der er håb om en vej ind. Det tager bare virkelig lang tid! Jeg tror, det nærmeste, jeg kan komme en, jeg kan gå ud og spise med, er en englænder. Fordi der er forståelse bare lidt nærmere.

Så selvom sproget styrkes og bliver bedre, så vil det bare altid være et 3. sprog. Altså – jeg er blevet ret vild med spansk og det faktum, at jeg kan tale det, men lige så vel som der på dansk findes ord, der kan forstås på en måde, som absolut ingen mening giver for den, der læser sætningen, sådan er det også med spansk. Og nogle gange så står hjernen da bare af.

Men familien øges alligevel. Det er snart et år siden, vi fik vores nyeste medlem af Mørke-Vinde-klanen. Indianeren er vores lille baby. Utroligt som sådan et dyr kan udvikle en personlighed. Og med al der her hjemmearbejde kan hun slet ikke forstå, når vi forlader huset eller kun den ene os er hjemme. Det er bare ikke rigtig i hendes verden. Så hvis jeg troede, at jeg var divaen og nummer 1 i huset, så kan jeg godt pakke det væk. Lille Fine Stribe aka Indi aka Indianeren aka Muser – hun er dronningen af huset, Dronning Knurhår.

3 år ude af Danmark og 3 år senere bor vi stadig i vores lille bjerglandsby. Vi arbejder begge og har en helt almindelig hverdag, hvor vi vælter ud af sengen og ind foran computeren med søvn i øjnene og klar til endnu en dag. Et arbejde, som jeg helt sikkert synes er spændende. Og som jeg aldrig nogensinde ville have fundet på, hvis jeg boede i Danmark.

Vi bor i en lille by, hvor folk synes at tilpasse sig i den grad det behøves, men hvor tingene stadig er lidt gammeldags. Og det har altså også en charme – selvom jeg er den første til at brokke mig over dårlig internet, som er noget svingende, når det blæser. Jeg elsker den ro, der er. Tingene blæser ikke derudaf, og folk råber kun af hinanden for at sige hej. Det er desværre begyndt at køre lidt som tåber, der tror, de er de eneste på vejen, men jeg håber, det bare er en fase.

Jeg elsker at bo i et klima, hvor der altid er noget, der er klar til plukning, og hvor jeg oplever nye smage. Faktisk er der helt ufatteligt få ting, jeg ikke kan få hernede (medmindre jeg kører 2 timer for at handle i den danske butik vest for Malaga), og så mange nye ting og kombinationer, st jeg lever med, at jeg en gang i mellem løber tør for saltlakrids og remoulade (som man faktisk godt kan lave selv – rimelig nemt og med et ok smagsresultat).

Efter 3 år har jeg også indset, at jeg måske aldrig vil få en følelse af rigtigt at høre til. Og det må jeg bar leve med. Det her er ikke bare “jyder i København”, men en lidt større omvæltning. Men jeg kan godt mærke, at jeg føler mig mere og mere tilpas i livet hernede. Og så vil jeg bare sige, at vi har et gæsteværelse, og der er ganske udemærket. Og det kan man godt få lov at lege til ganske favorabel pris, og jeg synes, at der er noget, som ikke udnyttes nok (og ja ja, virus og hvad har vi, men det har kun hersker et halvt år!), så tænk lidt over det 😉