Mor til 2….

Altså – kattemor til 2. I 4 dage havde Indi fået sig en lillebror

I søndags gik jeg af sted på den sædvanlige søndagstur, men jeg var ikke kommer ret langt hjemmefra, før jeg blev standset af en mand med noget i hånden, som han rakte til mig og spurgte, om jeg ikke kunne tage mig af. Instinktivt rakte jeg ud efter det, der blev mig givet, og så stod jeg der med en killing i hånden. Jeg tænkte straks på hende, der fandt indianeren og mente, at hun nok ville kunne hjælpe. Så med killing i favnen indtalte jeg en besked til Katie og håbede det bedste.

Den lille fyr var dog ikke meget værd. Jeg var nødt til at tjekke på ham hele vejen hjem, da han bare lå helt stille i min arm. Men der var liv. Jeg kom hjem og satte ham på køkkenbordet, mens jeg fandt transportkassen og lidt mad til. Han kunne knap nok stå på sine ben, og da han fik lidt mad, huggede han den i sig i rekordfart. Da Indi fandt ham, vR hun ikke begejstret. Hun hvæsede noget så voldsomt – og som jeg ikke havde oplevet hende gør før – så jeg flyttede ham ind i stuen og lukkede døren. Og sådan levede hele huset de næste 4 dage. Med lukket stuedør.

Da den lille fyr havde fået noget mad, faldt han i søvn hos mig. Da han vågnede igen, kunne han stå på benene. Og så var han klar til mere mad og endnu en lur. Hen under aftenen var han i stand til at gå rundt. Jeg havde fået fat i Katie, men hun kunne kun hjælpe med gode råd. Jeg søgte hjælp hos mine kolleger, som også var fyldt med gode råd om hvor jeg kunne finde ham er hjem. Jeg ville dog gerne være sikker på, at jeg havde med en rask killing at gøre, så jeg ventede med at kontakte andre, før jeg forhåbentlig havde været forbi dyrlægen dagen efter.

Mandag kom han til dyrlægen, som ikke gjorde så meget andet end at tage en temperatur, veje ham, give ham en pille mod orm og nogle øjendråber. Hvad jeg om søndagen troede bare var er lukket øje, viste sig mandag morgen at være et manglende øje. Det virkede ikke til at genere den lille fyr og helt ærligt – så gav det ham hans egen lille personlighed.

Så efter dyrlægebesøg tog vi hjem igen. Jo, jeg overvejede at beholde ham. Jeg fik at vide, at Indis reaktion var helt normal, og man som regel godt kunne vænne dem til hinanden, så de kunne blive gode venner. Men så var der Cykelmyggens allergi. Og at skulle leve adskilt i flere uger var også noget af en mundfuld (noget med sygdomme, han kunne have, men som man ikke kunne få en sikker test på før han var flere uger ældre).

Så de to katte boede adskilt, og det mærkede den lille fyr jo på den gode måde. Han var sammen med mig hele dagen, fordi jeg arbejder i stuen, men indianeren var pludselig alene hele dagen. Og selvom vi prøvede at være så meget sammen med hende også, så kom jeg ud og ind af stuen og lukkede døren. Hun var ikke tilladt adgang til stuen som normalt. Og så var min duft pludselig meget anderledes. De forkælede lille pige havde det hårdt. Og hun trak sig fra os og blev lidt trist.

Så et nyt hjem til den lille fyr skulle der til. Katie kunne ikke hjælpe, så jeg tog fat i en svensk kollega, som mine egen kolleger havde anbefalet. Hendes første svar var, at der var svært at finde et hjem til katte hernede, og om vi måske havde mulighed for at beholde ham til er nyt hjem var fundet. Jeg kunne ikke give hende andet svar end – jeg måtte vende det med Cykelmyggen. Masser af arbejde gjorde, at det fik jeg aldrig vendt, før min svenske kollega skrev tilbage, at han kunne komme hjem til hende. Jeg skrev, at der var ok, men jeg havde stadig ikke talt med manden i huset, om den lille fyr kunne bo her til et nyt hjem kom. Svaret var klart fra min kollega – kom katten hjem til hende, var det for at blive. Så kunne jeg selv bestemme, om jeg tog det tilbud eller ville se tiden an. Og så havde den lille dyr fået et nyt hjem. Godt 24 timer efter jeg fik ham stukket i hånden!

Så han boede hos os i godt 4 dage, før han forlod os os igen. Vi nåede begge at forelske os lidt i ham og opleve en anden type personlighed end den, der er i Indi. Og kunne i den grad sammenligne dem, fordi de var nogenlunde samme alder, som da vi fik hende. Han var nok blevet noget af en håndfuld som ældre. Der var klart mere dreng og fart i ham. Men vi kan glæde os over, hvor meget han har nået at vise os sin personlighed og få ændrer sit fysiske udseende  i den korte tid, han var hos os. Han fik sig en lille mave og mere sul på kroppen. Han blev en rigtig killing, men også lidt et nussehoved. Og så blev han ret så tryg.

Igår afleverede vi ham så i hans nye hjem. Hos en rigtig kattemor. Er stort hus med en dejlig have og 15 andre katten, nogle marsvin og kaniner og en hund. Han var selvfølgelig ikke helt tryg, da han kom ud, men han faldt hurtigt til ro på sin nye kattemors arm – ja, vist næsten i søvn – og vi var så glade for løsningen, da vi gik. Han får plads og masser af familie nu.

Hjemme igen gik vi igang med at rydde op i stuen efter ham. Støvsugede, vaskede gulve og sprittede af. Indianeren var stadig noget lunken og hvæsende af os, hvis noget var underligt – der er blevet hendes nye vane, at hvæse – men hun har nu samme bevægelsesfrihed igen som før.

Jeg er endnu ikke stået op endnu, så lige nu ligger hun op af mig og sover – som altid. Hun vænner sig nok hurtigt til sin normale hverdag igen. Og altså….. mit kattemoderhjerte kunne da helt ærligt godt tænke mig en mere – og selv Cykelmyggen har da tænkt tanke. Men der er allergi at tage hensyn til. Den har det hårdt nok med en kat – hvad med to? Så indianeren forbliver et forkælet enebarn endnu. De tror jeg nu heller ikke, hun klager over 😄