5 uger og stadig spærret inde

Vi har nu ramt de 5 uger med tvungen karantæne for hele landet. Og lad mig da bare sige det ligeud – der er f….. ikke nemt!!

Påsken var ikke sjov. Det var som om det ramte der. At al den her indespærring…. det blev bare for meget. Og desuden så mærker jeg knap nok en forskel på hverdag og weekend. Alt flyder bare sammen. Så jeg endte med at bruge min søndag i sengen og bare stene serie, og indianerne holdt sig tæt på mig ❤

Men endnu en uge er gået siden da. Faktisk have jeg her skrevet et optimistisk afsnit om måske snarlig bevægelsesfrihed, men inden jeg fik det hele skrevet færdig, blev det håb skudt ned. 2 uger mere med karantæne for alle voksne. Børnene kan så – med forbehold og under kontrollerede forhold – få lov til at bevæge sig ud. Det siges også, at alle hoteller, barer og restauranter ikke kommer til at åbne i 2020. Spanien kommer til at være lukket land resten af året.

Så synes du, det er hårdt, at du ikke kan ses med venner og familie, gå på restaurant som du plejer, så overvej denne situation: du bor i en lejlighed uden altan (der er franske altaner, men der kan kun lige stå en stol på den forkerte led), du må kun forlade din bolig for at foretage hvis der er nødvendigt og så helst med værnemidler på (for ellers bliver folk på gaden lidt bange for dig). Motion må du foretage indenfor, fordi du kan ikke gå en tur udenfor (heller ikke selvom du vælger at gå et sted uden mennesker) for møder du politiet, vil de stoppe dig og sende dig hjem med en bøde i lommen. Og regeringen? Ja, de forlænger din situation hveranden uge – fordi der er det eneste de kan. Så glæd dog over din mulighed for i det mindste at kunne bevæge dog forholdsvis frit.

Lyder jeg pt bitter? Så er det nok fordi jeg er det. Jeg har selv valgt at bosætte mig uden for Danmark. Vel vidende at jeg ikke vil have samme mulighed for socialt samvær med venner og familie, men pt er jeg helt afskåret fra nogen fysisk nærhed på under 3000 km. For jeg kan ikke komme tættere på for nu.

På den positive side – og det er så den, jeg prøver at forholde mig til – så har jeg et arbejde, der giver mig en indtægt. Ja faktisk så er der lidt ekstra arbejde og med de temmeligt begrænsede muligheder for at bruge penge, så glædes opsparingen (og så kan jeg sidde og drømme om, hvad jeg skal forkæle mig selv med, når jeg engang kan andet end at bruge penge på at handle ind til den kommende uges forbrug). Så mine dage har et indhold, og det er ikke op til mig at forsøge at fylde noget i dem

 

Og så giver indianeren en del smil. Hun er nok den, der har mest ud af, at vi begge er hjemme. Hun har det bedst, når vi alle tre er samlet. Er Cykelmyggen og jeg i et rum uden hende, så vil vi med garanti kunne høre hende sidde på en altan og kalde på os (og hun kan altså lyde temmelig anklagende og trist, når hun føler sig forladt). Hun er med, når der bages og skal helst smage på al mad, der fremstilles – råt eller tilberedt. Og hver morgen starter hun med at skulle ud på altanen og tale med vennerne – fuglene. En kat, der taler fuglsk er virkelig charmerende ☺ Og så skal jeg passe på med hendes små snacks. Hun spænder gerne ben for at få mig styret den rigtige vej, og så råber hun højt, når vi er kommet frem, eller hun går selv i skuffen og finder pose eller hopper op på bordet ved siden af kassen. Min lille pels af glæde kom vist på det rigtige tidspunkt til mig.

Men nu vil jeg vende tilbage til dagen, først lidt serie og senere – måske lidt arbejde. Og så gentager jeg det de næste 21 dage….. til der forhåbentlig kommer bedre nyheder.